Du er her:  Susannemeelbye.dk » Aktindsigt i mosters drabssag

Aktindsigt i mosters drabssag

Jeg glemmer aldirg, da jeg åbnede min mosters drabssag

”CHOK! Hvordan kan politiet lyve og fortie en så vigtig ting for os, – min familie – Langkjær. Jeg er glad for, at min mormor ikke kom til at opleve den situation, som jeg nu stod i. I et split sekund gik der mange tanker igennem mit hoved. Vrede, frustration, forvirring og ikke mindst magtesløshed.

Jeg havde mentalt sat mig op til, at skulle gennemgå en drabssag. I stedet stod jeg med et dokument fra politimester Parker, hvor han skrev, at Else havde begået selvmord. – Selvmord var det sidste jeg havde lyst til at efterforske, så ond kunne skæbnen ikke være mod min familie. Jeg har mistet to meget nære familiemedlemmer, der begge begik selvmord.

Så bare tanken om, at skulle sidde med det tredje selvmord, som jeg oven i købet skulle efterforske, var som at få en mavepuster. Ordet selvmord dansede rundt på min nethinde, langt væk hørte jeg politimester Parkers stemme sige: Vidnet har ikke hørt råb om hjælp, men mange bump som af en person, der faldt, småskrig og klynken gennem flere timer, hvortil kommer, at læsionerne er så mange – 17 –, at det er usandsynligt, at en voldsmand skulle have tilføjet hende dem. – Idet det endelig bemærkes, at den stedfundne undersøgelse ikke giver noget holdepunkt for den antagelse, at nogen fremmed har været tilstede i lejligheden natten mellem 23. og 24. september, indstiller jeg til, at der ikke fra det offentliges side foretages videre i sagen.

Efterfølgende fik Susanne en del henvendelser fra mennesker, der selv var i tvivl om, hvorvidt en sag omkring en afdød i familien var blevet arkiveret på mangelfulde grundlag. Henvendelserne bar præg af stor usikkerhed omkring aktindsigt, regler og rettigheder i forhold til privat efterforskning. Derfor valgte forfatteren at flytte fokus til andre pårørende med bogen, Mistænkelige Dødsfald.

– Men inden man går i gang med sin egen efterforskning, bør man overveje situationen godt og grundigt og tale det igennem med familien, for man kan, dels risikere at blive præsenteret for sider hos den afdøde, som man ikke havde kendskab til, dels at blive konfronteret med traumatiserende billedmateriale og detaljer, som man ikke havde forventet, siger Susanne Melbye.

– Desuden skal man være forberedt på, at man sjældent får svar på alle spørgsmål, understreger forfatteren og journalisten, som selv har mistet flere familiemedlemmer – både ved selvmord og på anden vis.