Du er her:  Susannemeelbye.dk » Et ansigt fra fortiden

Et ansigt fra fortiden

Jeg havde aldrig set et billede af min moster Elses forlovede Poul Gantzler, for alle billederne af Poul blev fjernet fra fami- liealbummet, da Else døde. Det eneste, jeg vidste om hans udseende, var, at han var en høj, flot, mørkhåret mand, og han var meget veltalende; kort sagt, en mand som forstod at char- mere damerne.
Da jeg en dag sad fordybet i arkivmaterialet, fik jeg et chok, for da jeg åbnede en politirapport, dukkede et kendt ansigt pludselig op. Et ansigt, som jeg havde forsøgt at glemme siden min barndom. Det viste sig at være et foto af Poul Gantzler.
Til at begynde med registrerede min hjerne kun, at jeg havde set manden før, og, at det var forbundet med noget ubehageligt. Min hjerne havde ikke lyst til at trække de ubehagelige minder frem, og alligevel ønskede jeg at få fred for den angst, som havde fyldt så meget i mit liv.

 

Jeg kiggede længe på billedet af Poul Gantzler og pludselig var jeg tilbage i min barndom, hvor jeg var en lille pige på ni år, som lige var kommet hjem fra skole, og var på vej op ad trappen til vores lejlighed.
Jeg fornemmede, at der stod nogen i vores opgang og lurede. Uden for entredøren kiggede jeg op på etagen ovenover, og der stod en mand og kiggede ned på mig. Det virkede, som om han befandt sig i sin egen verden.
Jeg har altid været nysgerrig, så ubevidst scannede min hjerne manden nedefra og op. Han havde sorte sko, sorte bukser og en kort, sort skindjakke på. Han var mørkhåret, og han havde meget stirrende øjne.
Det billede blev for altid printet på min nethinde.

 

Da jeg var sikkert inde i lejligheden, fortalte jeg mine to brødre på otte og ti år om min oplevelse. De blev lige så bange som jeg, og vi turde ikke gå ud i opgangen, selv om vi ellers gerne ville ned i gården for at lege.
Vi vidste jo ikke, om manden stadig stod oppe ved loftet. Vi satte os stille i gangen og kiggede ud gennem brevsprækken i håb om at se manden forlade opgangen. Det så vi ikke, så måske har han forladt opgangen via tørreloftet.
Det var ikke sidste gang, jeg så manden. Efter nogen tid så jeg ham igen, præcist samme sted som sidst, denne gang iført sorte sko, sorte bukser og en storternet kort jakke.

 

Den ternede jakke kom efterfølgende til at spille en stor rolle i mit liv – ikke kun i barndommen, men også som voksen. Hver gang jeg så en mand, som var mørkhåret og med den samme ternede jakke, fik jeg kuldegysninger, og tankerne fløj tilbage til den ubehagelige oplevelse, jeg havde i opgangen, da jeg var barn.
I 2011 fortalte Pouls søn, Kim Gantzler, at hans far døde i 1985. Den dæmon – Poul Gantzler – som havde fulgt mig i mere end 45 år, var borte for altid. Det var som en tung sten, der lettede fra mine skuldre, og endelig turde jeg slippe min frygt.
I dag stiller jeg spørgsmålet: Hvorfor stod Poul og holdt øje
med mig – eller med min familie?

 

Jeg tror, at han frygtede, at sandheden ville komme frem i lyset. Sandheden om, at han havde været kærlig over for Elses tiårige lillesøster – min mor, Sonja, da hun sammen med sin lillesøster havde været på sommerferie hos Else i København. Når jeg skriver kærlig, så dækker udtrykket over, at Poul havde kysset og klappet hende på en sådan måde, at hun ønskede at afbryde sommerferien tidligere end planlagt.

 

Desværre kunne det ikke lade sig gøre. Else havde ikke penge
til hjemrejsen, så Sonja måtte vente indtil den aftalte dag.
Else virkede meget nervøs i de dage, hendes yngre søstre
var på sommerferie hos hende. Selvom Else bagatelliserede

 

Pouls opførsel over for min mormor, så har hun måske allige- vel været bange for, hvor langt Poul ville gå over for Sonja.
Der var tidspunkter, hvor Else var nødt til at lade de to piger være alene hjemme, som for eksempel, når hun skulle ud for at aflevere det tøj, som hun havde syet til sine kunder.
Sonja har fortalt, at Else nogle gange havde tårer i øjnene, når hun kom hjem fra byen. Når pigerne spurgte, hvorfor Else var ked af det, slog hun det hen og sagde, at det skulle de ikke bekymre sig om. Det må have været forfærdeligt for Else, at hun ikke kunne beskytte sine yngre søstre mod Pouls tilnær- melser.
Min mormor fortalte mig mange år senere om episoden, hvor Poul Gantzler havde været kærlig over for en af hendes døtre. Dengang nævnte hun ikke, hvem af hendes piger, det drejede sig om.
Nu kunne jeg læse sort på hvidt, at det var min mor, som havde oplevet Pouls tilnærmelser, så jeg ringede til min mor og spurgte forsigtigt, om hun nogensinde havde været alene med Poul Gantzler.
Min mor svarede: ”Det tror jeg ikke, jeg kan i hvert tilfælde ikke huske det.”
Hun spurgte mig, hvorfor jeg ville vide det, og jeg fortalte hende, at mormor for mange år siden havde fortalt mig en historie om, at Poul havde været yderst kærlig over for en af hendes piger, og at jeg nu havde fået bekræftet episoden i en politirapport fra dengang.

 

Jeg havde knapt talt færdig, før jeg hørte et hult og grådkvalt skrig i telefonen. Et skrig fra dybet af et menneske, som har båret på en dyster hemmelighed i 65 år.

 

Min mors reaktion kom som et chok for mig. Jeg anede ikke noget om, hvor dybt det havde påvirket hende så mange år efter, at hun ikke havde lyst til at tale om, hvad der var sket. Min mor sagde, at det var så mange år siden, og det ændrede jo ikke noget: ”Du har jo fortalt mig, at Poul Gantzler er død.”

 

Poul blev afhørt om, hvorvidt han havde været kærlig over for Sonja. Det nægtede han og forklarede, at han havde haft pigerne op på skødet og at han blot havde vist pigerne, hvordan mænd kyssede på hånden.
Efterforskerne har et forklaringsproblem, når de ignorerede den anmeldelse, de havde fået om, at et barn var blevet krænket. I hele mit 57-årige liv har jeg aldrig forstået, hvorfor min mor ikke elskede mig og hvorfor, hun var ude af stand til at give udtryk for kærlighed. Jeg har for eksempel aldrig hørt hende sige: ”Jeg elsker dig.”
Tidligt i mit liv blev rollerne vendt på hovedet, så jeg måtte fungere som mor for min mor, når hun havde det svært. Da jeg var yngre, måtte jeg mange gange rykke ud, når min mormor ringede og bad mig tage hjem til mor, fordi hun havde brug for hjælp.
Så langt, jeg kan huske tilbage, har min mor lidt af dårlige nerver og tilbagevendende depressioner. Det meste af sit liv har hun taget medicin for at kunne holde tilværelsen ud. Hver gang hun prøvede at holde op med at tage medicinen, kom depressionen tilbage.

 

Da jeg hørte min mors smertefulde skrig i telefonen, gik det op for mig, at hun siden sin barndom havde levet et forkram- pet liv. Et liv, hvor hun hver dag kæmpede i håbet om, at i morgen måske ville blive en bedre dag. Det gik samtidig op for mig, at hun levede i en klokke, en klokke, der forhindrede hende i at se, hvor meget hun sårede andre mennesker med sin manglende interesse. Hendes egen kamp for at finde en mening med livet krævede alt, hvad hun havde i sig.
Mine omgivelser har gennem årene haft svært ved at forstå, at der ingen kærlighed var mellem min mor og mig. Men hvis man aldrig har haft en mor at spejle sig i, opstår der ikke et mor/datterforhold. Blod er ikke altid tykkere end vand.
Man kan spørge, om jeg er bitter over, at min mor aldrig var der for mig, hverken fysisk eller psykisk. Svaret er nej. Jeg er vokset op med verdens varmeste og kærligste mormor, som forsøgte at være der for mig og mine søskende, og hun udfyld- te den rolle, som min mor ikke magtede.

Det er svært at sætte ord på, hvad man føler, når en mand som Poul Gantzler i den grad gør ens familie fortræd sårer dem med vold, utroskab og seksuelle krænkelser. For mig er det værste, at han måske på intet tidspunkt fortrød sine handlinger.

 

Del dette indlæg
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *