Du er her:  Susannemeelbye.dk » Susanne Meelbye klager til Statsadvokaten

Susanne Meelbye klager til Statsadvokaten

7 års kamp med politiet slutter her, jeg har nu taget skridtet fuldt ud og indgivet en skriftlig klage til Statsadvokaten over politiets arbejde. Jeg har til det sidste håbet på, at Københavns Politi ville erkende, at de har begået fejl i Elses sag, og også gå så langt som til at give min familie en undskyldning for ikke at have taget anmeldelsen om en krænkelse af et barn (min mor) alvorligt.
Statsadvokaten er den højeste myndighed, der kan og har magt til at omstøde Elses sag, hvilket jeg og min familie selvfølgelig forventer, efter at de har modtaget denne skriftlige klage.

 

Statsadvokaten i København Skejby den 12. august 2016 Kampmannsgade 1
1604 København V

Klage over afslag fra Københavns Politi af 22. juli 2016 (kopi vedlagt), på genåbning af sag vedrørende Else Kristine Sørensen Langkjærs sag.

Rigsarkivet Journalnummer: 2009–022338.

 

Hvis det er nødvendigt, at genåbne sagen for at kunne omarkivere sagen, så ønsker jeg, på min families vegne, at den genåbnes.
Jeg formoder, at den ændrede konklusion burde kunne ske på baggrund af den grundige efterforskning/research, som jeg har foretaget i samarbejde med vicepolitikommissær Kim W. Vammen, Bellahøj Politi, som har været min konsulent/sparringspartner. Der er foregået en grundig gennemgang af de eksisterende sagsakter i sagen, hvor jeg har indhentet ekspertviden fra en retsmediciner, retskemiker og tidligere drabschef Ove Dahl, Københavns Politi, med henblik på vurdering om det var selvmord, eller døden skyldtes, at en anden person har forvoldt Else Langkjærs død. I forbindelse med min efterforskning, er der dukket nye oplysninger op, som jeg har fået fra Poul Gantzlers familie.
Formålet med denne klage er at få omstødt politiets afgørelse fra 1946, så sagen fremadrettet ikke ligger arkiveret som selvmord, men som en åben drabssag, eller en sag om vold med døden til følge.
Sagen kort:

Den 24. september 1946 dirker politiet døren op til den 23-årige syerske Else Kristine Sørensen Langkjærs lejlighed på Bentzonsvej 44, Frederiksberg og finder hende dybt bevidstløs på det let klæbende, nyferniserede gulv i stuen. Hun dør samme aften af de voldsomme hovedlæsioner uden på noget tidspunkt at være kommet til bevidsthed. Politiet sigtede efterfølgende Elses forlovede, Poul Gantzler, for overfaldet. Han var sigtet et par måneder, men gik fri, da to af hans andre intime bekendtskaber, Carla Andersen og Anna Henriksen, gav ham et alibi.

Min familie vidste godt, at han var sigtet, men fik aldrig at vide, at Frederiksberg Politi frafaldt sigtelsen på grund af manglende bevis, og at efterforskningen blev indstillet blot 10 uger efter Elses død, hvor sagen blev lukket som selvmord.
I alle årene har familien gået i den tro, at det var en åben drabssag, for det var den sidste besked Frederiksberg Politi gav os den 8. oktober 1946, da de udleverede Elses dødsattest i forbindelse med, at liget blev frigivet fra Retsmedicinsk Institut, så hun kunne blive begravet i vores familiegravsted i Asnæs.
Jeg vil her redegøre for modargumenterne for, at Else Langkjær har begået selvmord. Som indledning vil jeg bede Statsadvokaten have politiets konklusion (bilag 1), obduktionsrap- porten (bilag 2), farmakologisk rapport (bilag 3) liggende ved siden af, når man læser mine argumenter. Det vil gøre det nemmere at forstå og følge mine argumenter.

Tre hovedargumenter, der taler for, at det ikke er selvmord:

ARGUMENT 1
I politiets konklusion står: (bilag 1)
”Det syntes ikke usandsynligt, at afdøde ved at tumle omkring i sovemiddelpåvirket omtåget tilstand kan have pådraget sig de læsioner, herunder de læsioner af hovedet, som man antager at være ansvarlige for den bevidstløse tilstand og dødens indtræden.” er taget fra et notat, der ligger i Sundhedsstyrelsen. Notatet er udfærdiget på grund af, at Sundhedsstyrelsen ikke var tilfreds med den første redegørelse, som politiet havde indsendt til dem. Det interessante er, at notatet er udfærdiget af to retsmedicinere, Gormsen og Andersen, som ikke var til stede ved selve obduktionen. De har valgt at bruge konklusionen fra Farmakologisk Institut og udeladt konklusionen fra obduktionsrapporten, skrevet af retsmediciner dr.med. professor Sand, som foretog obduktionen.

Resume af obduktionsrapporten skrevet af professor Sand konklusion: (bilag 2)
”Der er ved obduktionen påvist stærkt udbredte friske blodudtrædninger i underhudsvævet overalt på kraniehvælvingen samt i begge øjenhuler. Under den hårde hjernehinde er påvist en mindre frisk blødning. Der er endvidere påvist 2 små kvæstningssår på underlæben, symmetriske hudafskrabninger på begge skuldre, øverste del af ryggen og på albuerne, talrige spredte blodudtrædninger i underhudsvævet på underarme og hænder samt spredte blodudtrædninger på begge ben, især på forsiden af begge knæ, på underbenene og fødderne. Endelig er der påvist nogle små hudafskrabninger på forsiden af begge knæ samt en lille blodudtrædning omkring bugspytkirtlen. Der er i øvrigt ikke påvist tegn på vold, specielt er der ikke påvist kraniebrud eller brud på hvirvelsøjlen, ej heller tegn på kværkning.

De påviste læsioner skyldtes stump vold i levende live, læsionernes art og udseende taler mest for, at disse er frembragt af anden person.”

Jeg bad Torben E. Næss-Schmidt Fhv. lektor i retsmedicin og fhv. statsobducent ved Københavns Universitet, om at kigge nærmere på Elses obduktionserklæring. Her er hans kommentar til sagen:
”Først og fremmest er det mig uforståeligt, at man ved et selvmord først skulle pådrage sig selv så multiple læsioner, endog på bagsiden af kroppen, men hvorfor også så kraftige læsioner på knæene. Hvad skulle hun have slået sig selv med i ansigtet? Med håndknoerne? Og skulle hun også have slået sig selv i nakken? Der er desuden blodudtrædninger på håndleddene og bag på albuerne. Hvorfor mon? Det tyder snarest på såkaldte afværgelæsioner forårsaget af anden person. Jeg hæfter mig i obduktionserklæringen umiddelbart ved, at amtslægen og professoren i deres konklusion er enige med mig: Læsionerne må antages at være påført af anden person – og det burde de have begrundet yderligere. Det skal jeg så gøre med det samme: Adskillige af læsionerne kan være fremkommet ved fald eller tumlen omkring, men bilaterale (dobbeltsidige) og så kraftige ansigts- og hovedlæsioner i øvrigt, også på bagsiden, må ligesom læsionerne på oversiden af venstre skulder så afgjort antages at være forårsaget ved stump vold fremkaldt af anden person.

Jeg er også enig med de to herrer i dødsårsagen: En stor blodansamling under den hårde hjernehinde (subduralt hæmatom) og i deres udtalelse om svær hjernerystelse fremkommer af påvisningen af den omtalte conus (kegle-dannelse) på grund af stærkt øget væsketryk i hjernen, igen forårsaget af den store, omtalte blodansamling.
Blev der af politiets teknikere påvist blod eller hudrester på møblerne?

Hvis dette ikke er tilfældet, må læsionerne logisk være fremkommet på anden måde, nemlig ved vold stump påført med en tung genstand og udført af en anden person, der så har taget genstanden med sig.
Efter min mening burde konklusionen om dødsmåden have lydt på: Stump Vold, formentlig tilsigtet, begået af anden person med døden til følge, muligvis drab – men jeg er ikke jurist, ”kun” retsmediciner med kendskab til ganske mange voldssager. Konklusionen om dødsårsagen er stadig den samme: Blodansamling under den hårde hjernehinde i forbindelse med hjernerystelse – læs: øget tryk i hjernen med klemning af den forlængede rygmarv”, afslutter Torben E. Næss-Schmidt.”

Jeg fik også professor dr.med. Kristian Linnet fra Retskemisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut i København til at vurdere de kemiske rapporter på Else Langkjær, og spurgte ham om: Hvad sker der, hvis en person indtager 10 Noctifen Leo-sovetabletter på én gang? ”

Han svarede, at personen ret hurtigt ville blive bevidstløs. ”Det vil tage under en halv time”, og, uddyber begrundelsen: ”Det kan være vanskeligt at udtale sig præcist om, hvor mange tabletter der var indtaget ud fra målinger af stofkoncentrationer efter døden. Blandt andet kendte man ikke tidsintervallet mellem indtagelse og død. Herudover var der en række andre usikkerhedsfaktorer, såsom variation mellem personer med hensyn til optagelse, fordeling og omsætning af lægemidler i kroppen. I den pågældende sag er det konkluderet, at der var et højere indhold i vævene som svarede til en forgiftning, end ved normal anvendelse af det pågældende sovemiddel. Det kan herved konkluderes, at der er indtaget et antal tabletter, men man kan ikke præcist angive, hvor mange der er tale om. Det kan derfor ud fra det foreliggende ikke siges, om der er indtaget 4 eller 10
tabletter.”

Dermed bekræftede Kristian Linnet, at Else umuligt har kunnet tumle rundt i 12 timer, og tilføjet sig selv de mange skader, som politiet bruger som argument for at lukke sagen.

Politiet konkluderer også: (bilag 1)
”Læsionerne er så mange – 17, at det er usandsynligt, at en voldsmand skulle have tilføjet hende dem.”
Hvordan kunne politiet komme frem til en sådan konklusion, som er en direkte modsigelse af det, der står i obduktions- rapporten.

Det undrer mig, at politiet ikke har forholdt sig til dette vigtige afsnit i Farmakologisk Instituts konklusion, som omhandler den toksikologiske vurdering, der siger, (bilag 3): ”Resultatet af de anstillede undersøgelser er fuldt ud foreneligt med den antagelse, at Else Kristine Sørensen Langkjærs død ikke er forgiftning, men at hun kort tid før, hun blev bevidstløs, må have indtaget – eller fået indgivet et diamalholdigt barbitursyrepræparat.” Her lagde retskemikerne klart op til, at de ikke med sikkerhed kunne konkludere, om Else selv havde indtaget sovepillerne, eller at det var sket under tvang.

Det er nærliggende at stille spørgsmålet, har professor Sand overhovedet set sine kollegaers Gormsen og Andersens konklusion? Og har de tre retsmedicinere set politiets konklusion, før den blev sendt til Statsadvokaten?

Tvivlen opstår, da Gormsen og Andersens personlige underskrifter mangler i dokumentet til Statsadvokaten – der er kun en maskinunderskrift med deres navne. Gormsen og Andersens underskrifter figurerede imidlertid begge på et brev fra Rets- medicinsk Institut, som var en tilføjelse til obduktionsrapporten. Brevet blev sendt til politimesteren for Frederiksberg Politi.

ARGUMENT 2
Lejligheden var klinisk renset for fingeraftryk, der fandtes kun et aftryk af en tommelfinger (Elses) på en mælkeflaske. Dette til trods for, at både Else og hendes forlovede Poul Gantzler havde opholdt sig i lejligheden, indenfor de sidste 24 timer, før Elses findes bevidstløs. Elses fingeraftryk er ikke fundet på hylsteret med sovemedicin. ligesom politiet ikke kunne bevise, at hun havde købt pillerne, da etiketten manglede.

ARGUMENT 3
Ville en selvmorder lakere gulvet kort før et selvmordsforsøg, for derefter frivilligt at lægge sig på gulvet? Else var syerske og havde en modelkjole, der skulle være færdig, samme dag som hun blev fundet. Set i lyset af, at hun akut manglede penge, så virker det usandsynligt, at hun i stedet skulle have valgt at lakere gulv i stuen. Hvis politiets teori om, at hun var tumlet rundt i en sovemiddelrus og var faldet havde været rigtig, så havde hun næppe ligget, som hun lå, da hun blev fundet, nemlig parallelt med et skab.

Når man læser politiets konklusion fra 1946, bærer den præg af, at det er gået stærkt med at få den skrevet. Det virker som om det er små afsnit, der er sat sammen, uden at man har tænkt over, om det skrevne gav mening. For eksempel har man ikke været grundig og opmærksom, da man skrev det vigtige vidnes navn ind i konklusionen. Man har for eksempel ændret Ester Sylvests navn, så hun kom til at hedde Else Sylvest.

Ved gennemgang af Else Langkjærs sag sætter jeg spørgsmålstegn ved grundigheden af den efterforskning, som Frederiksberg Politi dengang udøvede. Der tegner sig et billede af en efterforskning, som på rigtig mange punkter er mangelfuld, og på nogle punkter direkte misvisende. Da det kan have haft betydning for sagen, er nogle af disse punkter medtaget i denne klage, så Stats- advokaten kan få et indblik i politiets arbejde dengang.

Politiet har manipuleret med bevismaterialet, og det ses ved, at der er uoverensstemmelser mellem politiets protokolføring og foto der er taget på gerningsstedet. Her er nogle eksempler på dette:

• På foto fra gerningsstedet ses det tydeligt, at skoen ikke ligger ved vinduet. I protokollen er den opført til at ligge mellem vindue og ottoman.

• Sigtede Poul Gantzlers foto ligger på gulvet, her har man flyttet rund på billedet, så vinklen er forskellig på de to billeder.

• Politiet har flyttet rundt på en hvid flakon, som lå i hjørnet, ved et skab. På de to fotos ses, at de ligger to forskellige steder.

• Poul Gantzlers foto er placeret på det sted, hvor Else lå, da hun blev fundet. I så fald skulle hun have ligget oven på billedet og glasskår, og det gjorde hun ikke ifølge politirapporterne.

• I protokollen står der, at der var væske på gulvet, dette ses ikke på fotoet.

• I protokollen står der, at en urtepotte lå væltet under en stol, tæt ved døren ud til gangen. På fotoet er urtepotten rejst op.

• Der skulle også ifølge protokollen ligge en urtepotte på gulvet ved vinduet, men på fotoet er urtepotten sat på plads i vindueskarmen.

• Planteranken skulle ifølge protokollen være revet ned fra væggen bag døren, men på fotoet sidder den stadigvæk på væggen.

• I politirapport nr. 53 laver Krimnaloverbetjent Havelykke sin egen konklusion, hvor han kun bruger de dele af eksperternes udtalelser fra Retsmedicinsk og Farmakologisk Institut, som ville passe ind i, at han kunne lukke sagen, som selvmord.

Her er et udpluk af den mangelfulde efterforskning, der kunne have haft en vis betydning for sagen.
• Gerningsstedet blev ikke undersøgt for fodaftryk.

• Politiet konkluderede, at gulvet var nyferniseret, men undersøgte ikke, hvor, hvornår og hvem der havde købt den fernisdunk, som blev fundet i vinduet i soveværelset.

• Politiet noterede, at der var fjernet en ledning fra bordlampen i vinduet ud mod gaden, men de blev ikke mistænksomme, da Poul Gantzler uopfordret fortalte om den ved en af afhøringerne. Så dette spor blev aldrig fulgt op.

• Et kvart kilo ost lå bag lænestolen i stuen, Poul påstod ved en afhøring, at Else havde kastet osten efter ham. Kigger man på tegningen af lejligheden, kan man se, at det er umuligt at kaste osten fra køkkenet ud gennem gangen, ind i stuen og lande bag en lænestol. Altså er osten blevet plantet af nogen, men politiet lavede ingen rekonstruktion sammen med Poul.

• Elses tøj blev aldrig undersøgt for, sæd, vand eller sovemiddel.

• Væsken der lå ved siden af Pouls billede blev aldrig undersøgt.

• Snavsede trusser under Elses dyne blev aldrig undersøgt, og ej heller blev Poul afhørt om han havde kendskab til, at de lå der.

• Ottomanbetrækket blev ikke undersøgt for opkast på trods af, at efterforskerne havde en teori om, at Else havde indtaget sovemedicinen, lagt sig på sengen, tabt bevidstheden, var vågnet op og havde kastet op.

• Gerningsstedet blev ikke undersøgt for blod og hudrester.

• Franskbrødet, som Else havde købt hos bageren dagen før sin død, blev ikke fundet i lejligheden. Og politiet afhørte ikke Poul om det manglende brød.

• Der blev ikke fundet rester af franskbrød i Elses maveindhold ved obduktionen, og efterforskerne fulgte ikke op på dette spor.

• Det er gået stærkt, da politiet lavede et rids af Elses lejlighed, for toilettet mangler på tegningen.

 

Dette var mine kommentarer til politiets håndtering af Else Langkjærs sagsakter.

Nye oplysninger fra Poul Gantzlers familie

Da Poul Gantzler døde i 1985 har jeg ikke kunnet indhente oplysninger fra ham. I stedet har den ene af hans sønner, Kim Gantzler, givet mig disse oplysninger, som har været forelagt Ove Dahl, da han skulle revurdere Elses sag.
Poul Gantzlers familie fandt efter hans død i 1985 en avisartikel uden overskrift i hans pung. Avisudklippet handlede om det anonyme brev, som Frederiksberg Politi modtog, hvori der stod:
”Jeg myrdede Else og begår nu selvmord. Farvel. Opgiv at finde mig.”
Ved gennemlæsning af gamle aviser dukkede den pågældende artikel op med overskriften ”Mord-Teori ikke udelukket.” Sønnerne havde undret sig over artiklen, men de vidste ikke, at deres far havde været forlovet med en ung kvinde ved navn Else Langkjær. Derfor havde de gemt artiklen, og den var stadigvæk i familiens eje i 2011, da jeg kontaktede dem – næsten 25 år efter faderens død! De sidste år, før Poul Gantzler døde sagde han flere gange til sin søn Kim, at der var noget, han ville fortælle ham. Poul fik dog aldrig sagt, hvad det var, han havde brug for at betro sin søn. Modet har åbenbart svigtet ham lige
til det sidste.

Kim Gantzler har fortalt, at hans far var tillukket og ikke ville fortælle om årene, før de selv blev født sidst i 1950erne.

 

Tidligere drabschef, Ove Dahl fra Københavns Politi om sagen:
”Følgende politifaglige konklusion er baseret på det omfattende materiale, som jeg har fået stillet til rådighed, herunder politirapporter, fotos, obduktionserklæringer, avisartikler m.v.
Efter at have gennemlæst det fremsendte materiale kan jeg selvfølgelig ikke komme med en endelig konklusion, men jeg vil gerne bidrage med nogle almene betragtninger.

I min tid som drabschef i Københavns Politi har vi haft en lang række sager, hvor man i den indledende fase kunne være i tvivl om, hvorvidt der var sket en forbrydelse, eller om dødens indtræden kunne skyldes andre omstændigheder. Derfor har vi altid behandlet disse sager som mistænkelige dødsfald, og den indledende efterforskning i sådanne sager er altid påbegyndt som drabssager, indtil vi har fået svar på resultatet af obduktionen. Men der kan selvfølgelig også være andre omstændigheder, der har betydning for, i hvilken retning sagen går.”

Ove Dahls første konklusion
”I den konkrete sag med Else Langkjær er der ingen tvivl om, at politiet har lænet sig op ad den første obduktionserklæring, hvori der blandt andet står:
”De påviste læsioner skyldtes stump vold i levende live, og læsionernes art og udseende taler mest for, at disse er frembragt af anden person.”
Det er jo ikke en helt entydig erklæring, der siger, at der er tale om et drab, men det er det, man hælder mest til.
Den næste udtalelse/erklæring – svaret på den kemiske undersøgelse – har jo en lidt anden ordlyd, og det skal man selvfølgelig hæfte sig ved:
”Dødsårsagen må herefter – som i obduktionserklæringen udtalt – antages at være blødningen under den hårde hjernehinde i forbindelse med hjernerystelse. Det er muligt, at de indtagne sovemidler i nogen grad kan have været medvirkende til dødens indtræden. Det synes ikke usandsynligt, at afdøde ved at tumle omkring i sovemiddelpåvirket/omtåget tilstand kan have pådraget sig de påviste læsioner, hvorunder de læsioner af hovedet så må antages at være ansvar- lige for den bevidstløse tilstand og dødens indtræden.”

Når man generelt ser på efterforskningen med de mange afhøringer af pårørende, vidner og andre personer, tror jeg, at politiet undervejs har haft en stærk mistanke om, at Poul Gantzler havde forøvet vold mod Else. Han havde motivet, da han lige havde slået op med hende, og det kunne sagtens have udviklet sig til et skænderi og voldsudøvelse. Tilsyneladende var der dog ingen, der havde hørt en mandsstemme fra gerningsstedet, og han havde tilsyneladende et alibi.
Afslutningsvis vil jeg derfor sige, at jeg er enig i politiets vurdering og Statsadvokatens afgørelse om, at sagen bør lukkes som selvmord.”

Ove Dahl revurderer sin første konklusion efter at han har fået de nye oplysninger fra Gantzler familien og professor dr.med. Kristian Linnet fra Retskemisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut København.

Hans nye konklusion er:
”Det er fortsat meget vanskeligt at gøre sig klog på en så gammel sag. Man skal huske på, at metoderne og mulighederne var meget anderledes dengang – både lægeligt og kriminalteknisk.

I min første konklusion gav jeg udtryk for, at politiet havde mistanke til Poul Gantzler, men man var formentlig ikke i stand til at løfte bevisgrundlaget. Ud fra det senest fremkomne må man jo sige, at mistankegrundlaget er blevet bestyrket. Det kan jo godt være, at politiet dengang havde fået nogle løgnagtige forklaringer, og det er jo også muligt, at Gantzler havde fået et falsk alibi. Jeg skal ikke gøre mig klog på det lægelige i relation til indtagelsen af tabletterne, men konklusionen må nu være, at det har været overvejende sandsynligt, at Poul Gantzler har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med Else Langkjærs død.

Jeg synes stadig det er meget usikkert, hvad der egentlig er sket, og det får vi aldrig svar på, men nu hælder jeg mest til, at det er Poul Gantzler, der har forvoldt hendes død. I min tid som drabsefterforsker har vi også haft drabssager, hvor vi havde mistanke til en person, men samtidig stod uden de afgørende beviser, og derfor ikke kunne rejse sigtelse eller tiltale.”

Som jeg indledte dette brev, så har jeg samarbejdet med vicepolitikommissær Kim W. Vammen siden 2009. Han er også kommet med sin vurdering af Elses sag, som kan læses her:

Else Kristine Sørensen Langkjærs,
død den 24. september 1946 kl. 18.40 på Frederiksberg Hospital
Frederiksberg Kommune

Indbragt ca. kl. 14.10 i bevidstløs tilstand i ambulance fra bopælen: Bentzonsvej 44, 1.tv.
Frederiksberg

Nedennævnte politifaglige konklusion, er baseret på det omfattende materiale, som undertegnede har fået stillet til rådighed, herunder politirapporter, fotos, obduktionserklæringer, avisartikler m.v.

Gerningen:
Elses død kan – efter min vurdering – skyldes følgende:
1. Drab (manddrab)
2. Vold med døden til følge
3. Uagtsomt manddrab
4. Ulykkestilfælde (”tumleskader”)
5. Bizar form for selvmord

Offeret/afdøde:
Ud fra materialet har jeg dannet mig følgende billede af Else:
En ung kvinde med massive problemer. Det virker, som om hun har levet rimeligt isoleret i den lille lejlighed på Frederiksberg. Hendes omgangskreds har været meget begrænset og hun har ikke haft megen kontakt med familien. Hun har levet spartansk og ikke haft noget større privatforbrug, hvilket lejligheden og de effekter som blev fundet ved gennemgang af hendes lejlighed er et klart tegn på.

Det er vanskeligt – ud fra det oplyste – at konstatere hendes indtægtsforhold, da hun op til dødsfaldet arbejdede som hjemmesyerske. Hun har haft et atypisk – nærmest sygeligt – forhold til sin (så- kaldte) kæreste – PG, og det virker som om hun har higet så meget efter at blive gift, at hun har fundet sig i de værste uhyrligheder fra en (tilsyneladende) sexgal og voldelig mand. Hun foregiver at skulle giftes og er kendt under navnet ”Fru Gantzler.” Jeg får indtrykket af, at hun har været en meget ensom person, der – over for andre – har forsøgt at ”foregøgle”, at alt var i den skønneste orden. Alt tyder på, at hun er blevet groft udnyttet – herunder også økonomisk. Else nåede – sin unge alder til trods, at abortere 2 (måske 3) gange, hvilket – for mig – tyder på en vis form for uansvarlighed.

Hendes ernæringstilstand tyder på, at hun har lidt af alvorlig spiseforstyrrelse (anoreksi) og har haft svære følelsesmæssige (måske psykiske) problemer. Der er – desværre – intet der tyder på, at hun har modtaget professionel hjælp.
Mit indtryk er, at hun har haft meget temperament og har været meget svingende humørmæssigt.
Hun er havnet i økonomisk uføre ved at bruge hele det lån på kr. 3.000,00, som skulle have været anvendt til hendes uddannelse til fodterapeut (”Fodlæge”). Beløbet, som i nutidskroner ville svare til ca. kr. 60.000,00, synes at være blevet ”klattet” væk i løbet af forholdsvis kort tid.

Kæresten/Den af politiet hovedmistænkte:
Rapportmaterialet tegner et billede af Poul Gantzler (PG) som værende en kynisk kvindebedårer og særdeles usympatisk person, der udnytter ikke kun Else, men samtidig også andre (formentlig – svage) kvinder. Han har intet arbejde, fremstår lad og doven. Han bliver fremstillet som sexgal og voldelig og som en person der overlever ved at ”nasse” på andre.
Officielt bor han hos moderen.

Hans ringe økonomiske midler til trods, fører han sig frem som ”verdensmand” i dyrt tøj og med dyre vaner. Reelt er han uden (egne) økonomiske midler, men har i stedet en skattegæld på kr. 1.000,00 (i dag svarende til kr. 20.000,00).
Han erkender – ikke direkte – at have udnyttet Else, men det fremgår alligevel, at han ikke har elsket hende, men blot holdt hende for nar. Han har ikke haft reelle planer om at gifte sig med Else men blot brugt hende, hendes penge – og hendes lejlighed, når det nu passede ham.

Vidnerne:
De fleste personer, som er afhørt i sagen, kan ikke bruges til noget konkret i en straffesag, men være med til at tegne et overordnet billede af, hvem PG og Else var. Der er mange indicier – via disse vidneafhøringer – som bestyrker politiets mistanke mod PG, som værende ansvarlig for Elses død.

Fru Henriksen (rapport nr. 4, side 4) giver umiddelbart PG et alibi og bekræfter dette, under en senere (og mere detaljeret) afhøring (rapport nr. 32). Den første afhøring af Fru Henriksen finder sted på hendes arbejdsplads, medens den senere afhøring finder sted på Frederiksberg Politistation.
(Såfremt Fru Henriksen har løjet ved den 1. Afhøring, har hun også været nødt til at lyve ved den 2. – og mere detaljerede afhøring – red).

(I realiteten kunne PG, efter at have forladt værtshuset sammen med Fru Henriksen, været taget ud til Else og efterfølgende være vendt tilbage til Fru Henriksens bopæl, hvor han har sikret sig, at hun blev instrueret i at give ham et alibi – red.).

Efterforskningen i sagen:
Der er foretaget en intensiv efterforskning i sagen, som er mundet ud i, at PG den 27. september 1946 kl. 18.30 blev anholdt, sigtet for drab. Det lykkedes ikke politiet – trods mange og lange afhøringer – at få PG til at tilstå, at det var ham, som var ansvarlig for Elses død.

Det blev vurderet, at PG skulle løslades efter anholdelsen, da der ikke var særlig bestyrket mistanke mod ham, som kunne føre til en varetægtsfængsling. En sådan beslutning træffes af jurister – og ikke af politifolk. PG blev løsladt den 28/9 1946 kl. 15.45.
Årsagen hertil var (formentlig), at Fru Henriksen – ved begge afhøringer – gav PG et alibi for natten mellem den 23. og 24. samt den følgende formiddag den 24. september 1946. Under sagen lykkedes det ikke politiet at finde beviser for PGs påsigtede forbrydelse.

Sigtelsen for drab blev sluttet i december 1946 efter aftale med Statsadvokaten.”

Samlet konklusion / min vurdering:
Efter gennemgang af det tilgængelige materiale er det min klare vurdering, at Elses død skyldes en forbrydelse. Om der var tale om drab – eller vold med døden til følge er uvist, da det – alene
– er gerningsmandens forsæt der afgør dette.

Hvem gerningsmanden var er uvist, men adskillige indicier peger på PG. Rent teknisk er sagen opklaret, da der er rejst en sigtelse. Jeg har en formodning om, at sagen er sluttet på bevisets stilling (og ikke som grundløs).

Jeg er ikke jurist, men pårørende til Else, og har efterforsket sagen, set fra politiets side, for at kunne komme med argumenter for, at Elses sag er lukket på forkert grundlag. Min familie er ikke i tvivl om, at politiet har forsøgt at opklare hendes sag dengang. Og vi er også klar over at det er en 70 år gammel sag, som vil ligge nederst i bunken af uopklarede sager, som politiet ikke vil bruge tid og ressourcer på, da sandsynligheden for at fange og dømme en gerningsmand, er lig 0.
Som Ove Dahl så rigtigt siger i sin konklusion. ”Jeg synes stadig, det er meget usikkert, hvad der egentlig er sket, og det får vi aldrig svar på, men nu hælder jeg mest til, at det er Poul Gantzler, der har forvoldt hendes død. I min tid som drabsefterforsker har vi også haft drabssager, hvor vi havde mistanke til en person, men samtidig stod uden de afgørende beviser, og derfor ikke kunne rejse sigtelse eller tiltale.”

Som pårørende er vi godt klar over, at det aldrig bliver muligt, at bevise, om det var Poul Gantzler, der forvoldte Elses død, da han afgik ved døden i 1985. For os pårørende er det ikke det vigtigste at bevise, hvem der gjorde det, men at bevise, at der ikke skal være nogen tvivl om, at Else ikke selv har påført sig de mange skader og begået selvmord. Men sagen bør stå som et uopklaret drab eller voldssag med døden til følge.

Politiet arbejdede under andre forhold, end de gør i dag, men det undskylder ikke den manglende og misvisende efter- forskning, som kan have haft en vis betydning for opklaringen af Elses sag. Elses venner oplyste til politiet, at hun var venner med en af hovedmændene i Edderkoppesagen, sortbørshandler Svend Aage Hasselstrøm. Et spor, som vi havde taget som en selvfølge, at politiet havde efterforsket. Derfor blev jeg også overrasket, da jeg fik aktindsigt i Elses sagsakter, og kunne konstatere, at politiet, hverken havde efterforsket eller skrevet rapport om disse vigtige oplysninger, på trods af, at politiet vidste, at i sortbørskredse foregik kriminelle ting, som i værste fald endte med, at folk blev slået ihjel, hvis de ”sladrede.” Og det var det Else var kommet til, da hun fortalte sin mor om en grosserer, som hun havde mødt 14 dage før sin død. Den pågældende grosserer, havde et større parti klædestof, som Else skulle sælge for ham. Klædestof var en mangelvare efter krigen, så folk var parate til at slå ihjel for selv at overleve. Politiet efterlyste manden i aviserne, velvidende, at han nok ikke frivilligt ville melde sig til politiet, hvilket heller ikke skete.

Alle eksperter, som jeg har talt med, er enige om, at det er usandsynligt, at Else Langkjær har begået selvmord, for hun ville umuligt kunne have påført sig selv de bilaterale (dobbeltsidige) skader som er anført i obduktionsrapporten (bilag 2). Politiet lagde i deres konklusion vægt på, at vidnet Ester Sylvest ikke havde hørt nogen mandsstemme, ligesom at hun ikke havde hørt, at der blev råbt om hjælp.

Else levede i et forhold, hvor hun jævnligt var udsat for fysisk og psykisk vold begået af hendes forlovede Poul Gantzler. Else var bange for Poul, men kærligheden til ham var stærkere end frygten for hendes liv. Derfor har hendes naboer kun én gang hørt skænderi fra hendes lejlighed. Else tav og bed tænderne sammen, når temperamentet løb af med Poul. Det kan være forklaringen på, at der hverken blev hørt råb om hjælp, eller en mandsstemme. Hovedvidnet Ester Sylvest fortalte til politiet, at hun gennem mange timer, havde hørt jamren, småskrig, og bump fra overboens (Elses) lejlighed, der til tider var så voldsomme, at vidnets lysekrone havde rystet. Politiet havde konkluderet, at det var Else, der havde tumlet rundt i en sovemiddelrus, men Else vejede kun 48 kg, da hun døde, så det har næppe været Elses kropsvægt, der har udløst, at naboens lysekrone rystede.

Som Statsadvokaten kan se, så er der flere personer, som kunne have forvoldt Elses død. Derfor håber jeg også, at jeg vil få held til at overbevise politiet om, at Elses sag ikke skal ligge som en selvmordssag, når det ikke er en selvmordssag.
Hvis Statsadvokaten mangler oplysninger fra sagsakter i sagen, så kan De få dem af mig, da jeg har en kopi af hele sagen, eller indhente dem hos Rigsarkivet. Herudover er jeg til dis- position for Statsadvokaten, hvis De har brug for uddybende oplysninger.

Venlig hilsen Susanne Meelbye

 

 

 

Del dette indlæg
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.