Du er her:  Susannemeelbye.dk » Et uopklaret mord – har politiet altid ret?

Et uopklaret mord – har politiet altid ret?

Når først en sag er arkiveret forkert hos rigspolitiet, er det umuligt at få den omarkiveret – selv når alt tyder på en drabssag. Statsadvokaten fungerer som politiets forlængede arm.

Den 24. september 1946 bliver en 23-årig kvinde fundet livløs på gulvet i sin lejlighed i København. Hun afgår senere samme aften ved døden. Alt tyder på mord. Kvinden har flere læsioner i ansigtet og på kroppen, og lejligheden er klinisk renset for fingeraftryk.

Kvinden i lejligheden hed Else Langkjær og var min moster. Efter 10 dage lukker politiet sagen som selvmord. Men min familie fik aldrig besked om dette. Først i 2009, hvor jeg får aktindsigt, finder vi ud af, at sagen ikke  er lukket som uopklaret mord.

Umuligt at sagen omarkiveret, trods klare beviser på mord

Forestil dig, at et familiemedlem bliver myrdet, og politiet pga. sjusket efterforskning lukker sagen som selvmord. Det var, hvad der skete for min familie. Uden at vi fik besked om, at sagen var lukket som selvmord, og uden at vi kan få myndighederne til at omstøde den beslutning. Men her kommer det virkelig krænkende: Afgørelsen fra Statsadvokaten kan ikke ankes! Det fremgår af den lov, som ellers skal sikre vores retssikkerhed, nemlig retsplejelovens § 101, stk. 2., 2. pkt. Døren er låst, nøglen er smidt væk, og i en brun æske i Rigsarkivet ligger min mosters gennembankede eftermæle for tid og evighed.

Det burde ellers være ligetil at få en sag omarkiveret, når man kan dokumentere, at der er manipuleret med beviserne på gerningsstedet. Flere vigtige spor blev ignoreret, vigtige vidner blev ikke afhørt, og naboer kunne efterfølgende fortælle om skrig og bump fra lejligheden. Læg dertil, at min mosters forlovede var kendt for at være voldelig, og at intet menneske – ifølge flere daværende og nuværende retsmedicinere – kan påføre sig selv den form for skader, Else var påført.

Min familie ønsker, at sagen bliver genarkiveret som ’uopklaret mord’ eller ’vold med døden til følge’. Nye beviser i sagen burde gøre dette muligt, men Statsadvokaten har afvist sagen.

Det krænker vores retsfølelse.

Else blev banket ihjel – politiet sjuskede med efterforskningen

Politiet lavede flere graverende fejl i 1946:

– Lejligheden var klinisk renset for fingeraftryk (på trods af at Elses kæreste indrømmede at have været på besøg tidligere den dag) på nær et enkelt: et aftryk af Elses tommelfinger på en mælkeflaske.

– Politiet mente, at Else havde taget op til 10 sovepiller og derefter i 12 timer tumlet rundt (fra det tidspunkt vidner første gang hørte klynk og larm fra lejligheden, indtil politiet brød døren op) og gjort skade på sig selv. Men al logik siger, at er fysisk umuligt at holde sig vågen i så lang tid efter indtagelse af så meget sovemedicin.

– De skader, der blev fundet på Elses krop kunne umuligt være selvforskyldte eller sket pga. ’tumlen rundt’.

– Politiet lavede mange fejl og sjuskeri i efterforskningen. Spor, der aldrig blev fulgt, vidner der ikke blev afhørt, ting på gerningsstedet, der blev flyttet.

Vi i familien er godt klar over, at mordet aldrig bliver opklaret, og vi beder ikke politiet om at bruge ressourcer på et over 70 år gammelt mord. Men vi ønsker den retfærdighed, at mordet bliver arkiveret korrekt – nemlig som et uopklaret mord og ikke et selvmord.

Min klage over arkiveringen som selvmord blev afvist – det krænker min retsfølelse

Jeg lovede min mormor på hendes dødsleje at finde sandheden om hendes datters død. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at honorere mit løfte. Jeg har sat mig grundigt ind i sagen, fået aktindsigt, læst alle rapporter fra politiet og retsmedicinerne og talt med nye vidner.

Jeg har fået nye eksperter til at kigge på sagen igen. Jeg har skrevet to bøger om mordet, hvor jeg redegør for de nyeste beviser i sagen. Jeg har bl.a. fundet mange utrolige lighedspunkter mellem min mosters sag og et andet uopklaret mord begået bare 1½ år efter, nemlig dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. En sag, der i medierne har fået langt større opmærksomhed.

Min mosters mord skete i en tid med adskillige uopklarede drab, nemlig lige efter besættelsestiden. Min moster havde da også forbindelser til modstandsbevægelsen og hele den underverden, som voksede ud der fra. Vi ved blandt andet, at hun kendte flere personer i inderkredsen omkring en af datidens mest omtalte kriminalsager, Edderkoppe-sagen. Vi efterladte har for længst indset, at mordet aldrig bliver opklaret eller morderen straffet. Men er det rimeligt, at der findes en myndighed i Danmark, som ikke skal stå til ansvar, hvis de sjusker eller laver en fejl, men i stedet kan lukke en sag for tid og evighed?

På trods af alle mine anstrengelser – og alle de kræfter, andre uvildige personer har lagt i sagen – har det ikke være mig muligt at få den arkiveret korrekt.

Jeg har klaget til Statsadvokaten. Uden held.

Sagen har principiel vigtighed for alle borgere

Andre kan måske tænke, at man skal lade den gamle sag ligge. Jeg og min familie er også godt klar over, at sagen nok aldrig bliver opklaret. Men det er vigtigt for os, at sagen ikke ligger arkiveret som selvmord, når der er så klare beviser på, at det var mord eller vold med døden til følge. Vi må have ro i sjælen!

Af hensyn til alle borgeres retssikkerhed er det af principiel vigtighed, at det er muligt for pårørende at blive hørt af myndighederne i sager som disse. Sagen er tydeligvis blevet syltet af Statsadvokaten og politiet, uden at de har sat sig ind i de nye beviser, der via min efterforskning er kommet frem i sagen.

Retsmediciner: Det er mig uforståeligt, at man ved et selvmord først skulle pådrage sig selv så multiple læsioner …

Retsmediciner Torben E. Næss-Schmidt udtaler efter at have undersøgt den retsmedicinske rapport: ”Først og fremmest er det mig uforståeligt, at man ved et selvmord først skulle pådrage sig selv så multiple læsioner, endog på bagsiden af kroppen, men hvorfor også så kraftige læsioner på knæene. Hvad skulle hun have slået sig selv med i ansigtet? Med håndknoerne? Og skulle hun også have slået sig selv i nakken? (…)”

Han konkluderer: ”Efter min mening burde konklusionen om dødsmåden have lydt på: Stump Vold, formentlig tilsigtet, begået af anden person med døden til følge, muligvis drab (…)”

Med en udtalelse som denne fra Torben E. Næss-Schmidt, fhv. lektor i retsmedicin og fhv. statsobducent ved Københavns Universitet, er det mig fuldstændigt uforståeligt, at sagen ikke kan omarkiveres.

Ikke kun jeg ser et problem i forhold til Statsadvokatens rolle i klagesager

Læs også kronikken fra Else Stampe ’Nej, sagde politiet, og borgeren tav’: https://www.information.dk/ellen-stampe

Og dette indlæg fra Advokat Mette Grith Stage ’At klage over politiet er som at slå i dyne’: https://politiken.dk/indland/art5432042/Advokat-At-klage-over-politiet-er-som-at-sl%C3%A5-i-dyne

Hvor er vores retssikkerhed?

Kan det virkelig passe, at vi som borgere skal finde os i, at vores sidste mulighed for at klage over politiet ligger hos en instans, der hverken er uafhængig eller uvildig– en instans, der har hjemmel til at forkaste en borgers klage uden at sætte sig ind i sagen eller gennemgå nye beviser?

Jeg vil have lovgiverne til at kigge på Statsadvokatens rolle i disse sager.

Jeg vil have, at vi i Danmark følger Amnesty Internationals anbefalinger og opretter en uvildig instans til klagesager over politiet.

Før det er sket, kan vi ikke sige, vi lever i et land med retssikkerhed for dets borgere!

 

Jeg har skrevet bogen Mordet på Moster Sagen Genoptaget, hvor jeg har genoptaget min moster Else langkjærs drabssag. Du kan købe bogen på Forlaget Meelbye

 

Flere indlæg fra samme kategori

Dialog med Politiet i Else Langkjærs drabssag

Min første tanke var, at Frederiksberg Politi kunne hjælpe mig, da dødsfaldet var sket i deres politikreds. Jeg gjorde mig nogl...

“Nej, sagde Politiet, og borgeren tav” – Kronik af Ellen Stampe

Vi kan lige så godt slå det fast med det samme: Politiet i Danmark er blandt verdens bedste. Der er næsten ingen korruption, po...